Iltoptagelsesmålere, kondicykler og et særligt tidtagningssystem. Det er bare noget af det udstyr, som Learnmark Gymnasium HTX efter planen indvier i et nyt sports- og sundhedslaboratorie, der skal etableres i skolens nye træningscenter. Udstyret skal bruges som en fast del af undervisningen i de naturvidenskabelige fag.
Fag som biologi og fysik skal både bestå af teori og praktisk undervisning i, hvordan naturvidenskaben udfolder sig i vores hverdag og kroppe. Nu styrker vi den praktiske del med et sports- og sundhedslaboratorie, som også gør undervisningen sjovere og teorien lettere at forstå, fortæller Sune Agger, rektor på Learnmark Gymnasium HHX & HTX, han fortsætter:
Målet er både at styrke naturvidenskab i hele Horsens-området og få unge til at bevæge sig mere. Det vil vi gøre ved at samarbejde med uddannelsesinstitutioner i vores nærområde, som deler vores ambitioner på området, fortæller Sune Agger.
Learnmark Gymnasium HTX planlægger at samarbejde med BGI Akademiet, Langmarkskolen, Elitesport Horsens og Sportscollege Horsens om brug af udstyret. I det nye sports- og sundhedslaboratorie vil eleverne kunne eksperimentere med fysiologiske og biomekaniske tests på sig selv og hinanden til brug i både i den daglige undervisning og i store studieretningsprojekter.
Insero Horsens har netop bevilget 250.000 kr. til projektet og derfor kan Learnmark Gymnasium HTX nu endelig fortælle om det nye sports- og sundhedslaboratorie, som de søger partnere til at færdigfinansiere.
Vi støtter Learnmark Gymnasium HTX, fordi et nyt og sports- og sundhedslaboratorie netop er et af den slags innovative undervisningstilbud, som styrker den naturvidenskabelige undervisning ikke kun for eleverne på Learnmark, men for elever i hele lokalområdet. På den måde skaber det nye tilbud ikke alene attraktiv undervisning, men bidrager også til øget samarbejde i vores lokalområde, hvilket er væsentligt for Insero Horsens, fortæller Martin Romvig, adm. dir. for Insero Horsens.
Learnmark Gymnasium HTX vil med det nye sports- og sundhedslaboratorie udbygge sin position som et stærkt naturvidenskabeligt gymnasium og tilbyde gymnasieeleverne den nyeste teknologi, så de i praksis kan afprøve, hvad de lærer i teorien.