Forside / Nyheder / Nyt sundheds- og sportslaboratorium gør naturvidenskab håndgribeligt

17.09.2024

Nyt sundheds- og sportslaboratorium gør naturvidenskab håndgribeligt

Eleverne på Learnmark Gymnasium HTX kan nu bruge professionelt videnskabeligt idrætsudstyr i undervisningen. Et nyt sundheds- og sportslaboratorium er netop blevet indviet.

Hvad sker der i kroppen, når man får pulsen op? Hvordan optimerer man sit hop? Og hvordan er forholdet mellem muskler, fedt og væske i kroppen?

Det er nogle af de spørgsmål, som eleverne på Learnmark Gymnasium HTX nemmere kan få svar på ved hjælp af avanceret teknologi i skolens nye sundheds- og sportslaboratorium. Det styrker ifølge rektor Sune Agger den naturvidenskabelige undervisning markant.

”Vores nye sundheds- og sportslab er et slaraffenland for vores elever. Her kan de omsætte svære teorier til praksis, så de oplever, at naturvidenskab ikke er abstrakt, men noget håndgribeligt og sjovt. Og netop den måde at arbejde på er typisk for HTX. Her arbejder eleverne undersøgende, problemløsende og praktisk med deres opgaver,” siger Sune Agger.

Flere får glæde af sundheds- og sportslaboratoriet
Det er ikke kun gymnasieleverne med studieretningsfagene idræt og bioteknologi, der får glæde af det videnskabelige udstyr. Det kan også bruges i fx fysik- og biologitimerne. Derudover håber rektoren, at elever i talentidrætsklasserne på Langmarkskolen, sportscollegeelever og efterskoleelever i lokalområdet kan gøre brug af sundheds- og sportslaboratoriet.

”Vi vil gerne invitere unge idrætsudøvere ind i vores sundheds- og sportslaboratorium. Vi har nu fået udstyr hjem, som ligger på allerøverste hylde. Det er vi superstolte af, og det skal vores elever have lov til at eksperimentere med. Men vi vil også gerne åbne dørene for, at flere i lokalområdet får glæde af alt vores nye udstyr,” understreger Sune Agger.

Stor økonomisk støtte fra lokale
Insero Horsens og lokale fonde har støttet det nye sundheds- og sportslaboratorium med i alt 375.000 kr. – heraf Insero Horsens med 250.000 kr.

”For Insero er det vigtigt at kunne bidrage til at styrke den naturvidenskabelige undervisning på Learnmark Gymnasium HTX, og inspirere flere unge til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse. Med det nye sundheds- og sportslaboratorium får eleverne adgang til avanceret udstyr, der giver mulighed for at kombinere teori og praksis på en helt ny måde. Vi håber, at det praksisnære undervisningsmiljø kan spille en central rolle i, at flere unge opdager glæden ved naturvidenskab og får lyst til at udforske de mange karrieremuligheder, naturfagene åbner op for,” siger Erik Borum, administrerende direktør hos Insero.

Derudover åbner udstyret op for muligheder, der rækker ud over undervisningen, og kan også være interessant for eksempelvis det lokale elitesportmiljø og andre sportsklubber. Der er mange perspektiver i det nye udstyr.

Søg midler

Har du et projekt, du drømmer om at føre ud i livet, så se hvordan vi kan hjælpe dig med at gøre drømmen til virkelighed.

Se vores seneste nyheder her

Se alle nyheder
03.07.2025
Bevillinger i andet kvartal af 2025: 29 institutioner og foreninger modtager opbakning for 1.2 mio. kr.

En række lokale aktører har det seneste kvartal modtaget bevilling til spændende projekter, der bidrager til at gøre vores lokalområde endnu mere attraktivt.

06.06.2025
Junior Science Camp 2025 – tilmeldingen er åben!

Hos Insero brænder vi for at vække børns interesse for naturvidenskab og teknologi. Derfor inviterer vi igen i år nysgerrige børn, der skal i 5. eller 6. klasse efter sommerferien, til Junior Science Camp i Horsens.

03.06.2025
Tilmelde dig lærerkonference "Naturfagene Ud af Boksen"

Er du lærer eller naturfagsvejleder, og underviser du i naturfagene? Så er det nu, du skal tilmelde dig dette års lærerkonference "Naturfagene Ud af Boksen", der afholdes den 9. september på Learnmark Horsens.