Legater til naturfaglige talenter

Insero og Familien Hede Nielsens Fond uddeler legater til 16 talentfulde elever på seks lokale gymnasier.

Legatuddelingens formål er at anerkende og hylde interessen for naturvidenskab, matematik og teknologi samt skabe yderligere lyst til at uddanne sig inden for de fagområder.

Legatet består af en inspirerende rejse til Cambridge University og efterfølgende deltagelse i et legatnetværk. Rejsen giver nye perspektiver og et internationalt udsyn, og netværket giver mulighed for at holde kontakt med de andre legatmodtagere gennem forskellige arrangementer. 

Legatet overrækkes til modtagerne til et festligt arrangement i august. Her møder modtagerne også hinanden, inden de skal rejse sammen.  Både rejsen og netværket er arrangeret af Insero. 

Om legatrejsen til Cambridge

Legatrejsen foregår i uge 42. Turen bliver en blanding af at møde studerende og forskere samt kigge tilbage i historien og gå på opdagelse i flotte gamle bygninger og museer med imponerende samlinger. Det endelige program bliver sendt til legatmodtagerne i god tid inden turen.

Her kan du se nogle af de ting, vi skal opleve på turen:

Besøge institut for fysik i deres flotte nye faciliteter, Ray Dolby Centre – her skal vi bl.a have en rundvisning.

På rundvisning på et af de mange flotte colleges og møde nogle studerende.

Besøge Zoologisk Museum som har flere af Darwins oprindelige samlinger – blandt andet de berømte finker, der grundlagde evolutionsteorien.

Spise på ”The Eagle” som er en engelsk pub – det var her Watson og Crick fejrede opdagelsen af, hvordan DNA er opbygget.

Sådan ansøger du

Hvem kan ansøge?
For at komme i betragtning, skal du: 

  • Gå i 3.G i efteråret 2026 på en naturvidenskabelig studieretning og være fyldt 18 år, når rejsen finder sted.
  • Have talent og interesse for de naturvidenskabelige fag,  matematik eller teknologi.
  • Have lyst til at lære nyt og have lyst til at indgå aktivt i et fællesskab med nye mennesker.
  • Have lyst til efterfølgende at holde kontakt gennem netværksarrangementer (1-2 årligt).

Hvornår kan jeg ansøge?

Legatet uddeles én gang om året i samarbejde med de lokale gymnasier. Der åbnes for ansøgning i foråret, og de lokale gymnasier giver deres elever besked, når det er muligt at ansøge.

    Sådan ansøger du
    For at ansøge om legatet skal du:

    • Downloade og udfylde dette ansøgningsskema.
    • Aflevere det på din skoles kontor senest den 2. juni 2026.
    • De elever, der modtager et legat, får direkte besked fra Insero i uge 26.

    Hvilke gymnasier er med?
    For at kunne søge et legat skal du gå på et af disse seks gymnasier: 

    • Horsens Gymnasium
    • HTX Learnmark Horsens
    • Tørring Gymnasium
    • Rødkilde Gymnasium
    • Rosborg Gymnasium
    • Vejle Tekniske Gymnasium

    Bemærk
    Turen til Cambridge samt deltagelse i det efterfølgende netværk er med alt betalt på nær egne lommepenge. Vi forventer, at du deltager aktivt på rejsen og i de efterfølgende netværksarrangementer i det omfang, du har mulighed for det.

    Fotos
    Ved at deltage i legatrejsen siger du ja til, at fællesbilleder og navne af legatmodtagerne må anvendes i forbindelse med kommunikation omkring legaterne.

    Legatnetværk

    Efter legatrejsen til Cambridge kan du holde kontakt med de andre deltagere gennem 1-2 årlige arrangementer i det legatnetværk, som alle legatmodtagere bliver en del af. Arrangementerne kan eksempelvis være en tur til Aarhus Universitet, eller en oplægsholder vi skal høre.  Et arrangement varer typisk et par timer og kræver ikke forberedelse. Vi regner med, at du deltager i minimum et arrangement efter legatrejsen og forhåbentlig flere.

    Om Cambridge University

    Cambridge University er et af verdens topuniversiteter, men det er også et af de ældste, grundlagt i 1209. Det er fyldt med både den nyeste forskning og naturvidenskabelig historie.

    Cambridge er et af de universiteter i verden, der har udklækket flest nobelprismodtagere. Det er her Darwin, Newton og Niels Bohr har studeret, men det er også her en af nobelprismodtagerne fra 2024 har studeret – Geoffrey Hinton, som modtog nobelprisen i fysik, for grundlæggelsen af det vi i dag kender som machine learning.

    Billeder fra sidste års legatrejse

    Kontakt os

    Ønsker du mere information om legatet, er du velkommen til at kontakte: Katrine Læssøe Mikkelsen, Director – Insero Education, kami@insero.com, tlf. 41 77 24 64.

    Insero er en forening, der er sat i verden for at skabe vækst og udvikling i vores lokalområde, som ligger mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Endelave.

    Vi arbejder gennem partnerskaber, kompetenceudvikling, innovation og iværksætteri, samt uddeling af midler til en lang række projekter inden for uddannelse, fritid og kultur, som styrker fællesskabet og gør vores lokalområde mere attraktiv.

     

    Familien Hede Nielsens Fond er en almennyttig og erhvervsdrivende, dansk fond, der blev stiftet i 1971.

    Vi støtter kulturelle, videnskabelige, sociale og uddannelsesmæssige formål, og uddeler årligt mellem 5 og 8 mio. kr., hvoraf mange projekter har tilknytning til Horsens.

    VILJEN – LYSTEN – EVNEN