18 piger og 45 drenge i kommende 7.-10. klasse var i sidste uge afsted på 5-dages Summer Science Camp. Dagene var fyldt med workshops i kemi, fremtidsmad, programmering af robotter, matematik, cybersikkerhed, geologi og meget mere. Desuden var der en spændende tur til Steno Museet på Aarhus Universitet, hvor vi blandt andet besøgte planetariet.
Ud over faglige workshops var Summer Science Camp også fyldt med leg og hygge, en tur i svømmehallen, badminton i hallen og høvdingeboldturnering. Mange unge er taget fra campen med nye venskaber og et ønske om at deltage på Summer Science Camp igen næste år.
Ambitionen bag vores Summer Science Camp er at understøtte de unges interesse for naturvidenskab og teknologi og medvirke til at flere får lyst til at uddanne sig inden for de naturvidenskabelige fag.
Summer Science Camp 2023 blev arrangeret af Insero Horsens med opbakning fra Videnskabsklubben, Horsens Ungdomsskole, Hedensted Ungdomsskole og Vejle Ungdomsskole.
Vi gentager succesen med Summer Science Camp igen næste år. Kender du en, der skal med, så vær hurtig når tilmeldingen åbner i april, for i år var der rift om pladserne.