Hvorfor skildrer en AI-billedgenerator kvinder afklædte og mænd i jakkesæt? Hvorfor fremstiller den både mænd og kvinder slanke og fortrinsvis hvide? Og hvorfor betyder det noget?
Det er nogle af de spørgsmål, som skoleelever fra 7.-10. klasse og gymnasiet får mulighed for at reflektere over i et skoleforløb på Horsens Museum gennem udstillingen ’In the Clouds’; et forløb, der skal understøtte digital dannelse i en kreativ kontekst.
Bag værkerne i udstillingen står den svenske kunstner, Arvida Byström. I ’In the Clouds’ – en titel der refererer til dataskyen – arbejder hun med krop, identitet, køn og kunstig intelligens, og sætter fokus på de bias og stereotyper, som AI reproducerer og forstærker.
I skoleforløbet omkring udstillingen får eleverne indsigt i værkerne og tankerne bag, og skal derefter selv prøve kræfter med kunstig intelligens i en praktisk øvelse. Ved at bede en AI-billedgenerator om at vise mennesker af forskellige køn, herkomst og alder, oplever eleverne i realtid de algoritmer, der påvirker AI.
Siw Juhler, som går i 10. klasse på Learnmark i Horsens, er en af de 180 elever, som indtil nu har været igennem forløbet på museet. Hun undrer sig efter den praktiske øvelse over, hvordan billedgeneratoren fremstiller et ægtepar, da hun og klassekammeraterne prompter den til at fremstille kvinden som rigere end manden:
”Den viser en yngre kvinde med en ældre mand. Som om man forestiller sig, at for at en kvinde kan blive rig, så skal hun have det, jeg ville kalde en ”sugar daddy”, for at få de her penge. Som om du ikke kan blive succesfuld uden en mand,” siger Siw Juhler.
For Nanna Mørck, som går i klasse med Siw Juhler, er det mest overraskende i øvelsen resultatet fra billedgeneratoren, da den bliver bedt om at vise ’a Danish boy and girl’:
”Den viser hvad der ligner en niårig pige med en stor barm. Det har de fleste niårige piger altså ikke. Men det er det AI genererer, fordi det er det ”normale” ved en kvinde; de har en barm og så er de tynde og har nogle store hofter. Og det synes jeg er et forkert syn. For alle kroppe er lige perfekte – uanset om man er slank eller stor eller hvad man er,” siger Nanna Mørck.
Kritisk og kreativ i mødet med AI
Skoleforløbet er udviklet af Center for Digital Pædagogik i samarbejde med Horsens Kunstmuseum og finansieret af Insero, hvilket gør det gratis for skoler at gøre brug af.
“Det betyder meget for os i Center for Digital Pædagogik, når unge får mulighed for at fordybe sig i deres egne digitale erfaringer, særligt når det handler om AI og de kønsbias, der kan snige sig ind i teknologien. Når unge får rum til at undersøge og sætte ord på de mekanismer, bliver de både klogere på sig selv og bedre rustet til at navigere i en digital virkelighed, hvor algoritmer fylder stadig mere,” siger Anni Marquard, stifter og adm. direktør i Center for Digital Pædagogik.
“Jeg håber, at eleverne tager fra forløbet med en oplevelse af, at deres stemmer betyder noget i den digitale udvikling. At de både må og kan være nysgerrige, kritiske og kreative i mødet med AI, og at teknologien ikke er noget, der sker ved dem, men noget, de kan påvirke og forstå på egne præmisser,” siger Anni Marquard.
Foreningen Insero har taget initiativ til skoleforløbet med det formål at bidrage til børn og unges digitale dannelse i en anderledes kontekst.
”Skoleforløbet er en del af vores trivselsprojekt, Skærm-Oplyst, hvor vi sætter fokus på digital dannelse. Kunstig intelligens har lynhurtigt vundet indpas i vores hverdag, og derfor mener vi det er vigtigt at dykke ned i og få en dybere forståelse af. Med forløbet vil vi gerne give de unge mennesker et anderledes og mere kreativt rum, hvor de kan gå nysgerrigt til værks og bruge deres kritiske tænkning til at blive klogere på muligheder og udfordringer ved AI. Samtidig vil vi gerne give underviserne nogle praktiske erfaringer, som de kan bruge i undervisningen og de videre samtaler om både digital dannelse, AI, bias og køn,” siger Erik Borum, CEO i Insero.
Skoleforløbet er tilgængeligt til og med den 6. februar 2026 og udstillingen ’In the Clouds’ kan opleves frem til den 15. februar 2026.
Fakta om skoleforløbet på Horsens Kunstmuseum
- Hvad: Gratis skoleforløb om AI, køn og kunst
- Hvor: Horsens Kunstmuseum, udstillingen ’In the Clouds’ af Arvida Byström
- Hvem: Forløbet er udviklet af Center for Digital Pædagogik og finansieret af Insero. Det henvender sig til udskolingstrin, gymnasieelever og deres undervisere. Mere end 180 elever fra 5 forskellige skoler har været igennem forløbet.
- Hvornår: Skoleforløbet er tilgængeligt til og med den 6. februar 2026.
Læs mere om forløbet her: Arvida Byström skoletjeneste






