Forside / Nyheder / Trusted A/S præsenterer kommende ny CEO

07.01.2026

Trusted A/S præsenterer kommende ny CEO

Den danske udvikler af tracking-løsninger til industrien har fortsat ambitioner om vækst, som skal forfølges med en ny og erfaren kommerciel profil ved roret.


Trusted A/S har haft markant og global fremgang over de senere år. Den stigende efterspørgsel på virksomhedens tracking-enheder, som kombinerer robust hardware med værdiskabende software, har betydet, at Trusted har haft en gennemsnitlig årlig vækstrate på 20 procent de seneste fem år og har høstet fem Gazelle-priser. Vækstambitionerne er uændrede, og Trusted A/S fortsætter den positive udvikling med et skærpet fokus på salg. Manden, som skal løfte den opgave, hedder Henrik Londorf og han er tiltrådt i Trusted den 1. januar 2026.

”Tiden er rigtig til et skifte”
Skiftet på direktørposten sker efter ønske fra den nuværende direktør, Niels Henrik Olesen, som har stået i spidsen for Trusted som CEO i mere end 10 år.

”Jeg er ydmyg og meget stolt af de resultater, der er skabt i Trusted og med den fremtidige udvikling, som virksomheden står over for, og mit eget ønske om at bruge tid på andre opgaver og få mere tid med familien, er tiden rigtig til et skifte,” siger Niels Henrik Olesen, nuværende CEO i Trusted.

”Trusted står et godt sted og jeg er helt tryg ved at give stafetten videre. Henrik Londorf har erfaring fra hele værdikæden lige fra strategiudvikling til produktion, markedsføring og salg, og har derudover en stærk forståelse for tekniske produkter. Så jeg er ikke i tvivl om, at Henrik er det perfekte match for Trusted fremadrettet,” siger Niels Henrik Olesen.

Stærk kommerciel profil
Henrik Londorf kommer med mere end 25 års erfaring med internationalt, kommercielt lederskab fra virksomheder som Danfoss, Lightyears (Fritz Hansen) og Knauf, og senest som kommerciel direktør (CCO) i Triarca, der skaber løsninger til e-mobilitet, el-distribution og fibernetværk.

”Jeg er glad for, at vi får Henrik Londorf med ombord i Trusted. Han kommer med en stærk, kommerciel profil, og har erfaring med at drive vækst og innovation på både B2B- og B2Cmarkeder,” siger Erik Borum, bestyrelsesformand i Trusted og CEO i Insero-koncernen, som er hovedaktionær i selskabet.

”Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige Niels Henrik Olesen tak for hans store engagement og dedikerede indsats i Trusted i mere end 10 år. Niels har spillet en afgørende rolle for de gode resultater og den vækst, der er skabt i Trusted, og heldigvis får vi stadig glæde af hans ekspertise, da han forbliver en del af både ejerkredsen og bestyrelsen i Trusted,” siger Erik Borum.

Henrik Londorf tiltræder i Trusted per 1. januar 2026, og har herefter fire måneders overlap med nuværende CEO, Niels Henrik Olesen, for at sikre den rette overlevering af viden samt kunde- og leverandørrelationer.

”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Trusted og til at skabe resultater med de mange dygtige medarbejdere,” siger Henrik Londorf, kommende CEO i Trusted.

”Det er en spændende virksomhed med stærke værdier og for mig er det en ideel mulighed for at kombinere min kommercielle erfaring med innovation, forretningsudvikling og ledelse. I samarbejde med Niels Henrik Olesen vil jeg arbejde for at skabe tryghed omkring skiftet hele vejen rundt, så vi sikrer kontinuitet og fortsat fremdrift i Trusted.”

Henrik Londorf tiltræder formelt posten som CEO den 1. maj 2026.


Om Henrik Londorf

  • Senest Chief Commercial Officer i Triarca A/S
  • Tidligere bl.a. kommerciel direktør i Knauf Danoline, COO i Lightyears (Fritz Hansen) og Senior Director i Danfoss Electric Heating Systems
  • Executive Education, Innovation and Leadership, INSEAD, 2011
  • M.Sc. of International Business and Administration, Aarhus Universitet, 1997
  • Bor i Skanderborg med sin familie

Om Trusted
Trusted A/S udvikler og producerer tracking-løsninger til industrien, som skaber nye dataindsigter for brugerne. Dataopsamlingen sker globalt og udover sporing af værdier giver indsigterne brugerne mulighed for at træffe beslutninger om maskin- og udstyrsoptimering, forsyningskæder samt tyveribeskyttelse.

Trusted havde et bruttoresultat på DKK 23 millioner og et EBIT-resultat på DKK 5,4 millioner i 2024, som forventes overgået i finansåret 2025. Selskabet er majoritetsejet af Insero-koncernen.