I fremtiden skal kultur- og musikskoler samarbejde på nye måder for at kunne invitere unge ind i meningsfulde kulturelle og kreative fællesskaber. For at lykkes med det har Hedensted Kulturskole og Horsens Musik & Balletskole valgt at igangsætte et længerevarende udviklingsforløb for deres undervisere. Det et-årige forløb skal blandt andet understøtte en ny teamstruktur, der giver mulighed for samarbejde, innovation og styrket faglig sparring mellem underviserne og derigennem øge undervisningen attraktivitet og kvalitet.
Thomas Späth, leder på Horsens Musikskole, og Claus Søndergaard, leder på Hedensted Kulturskole, er begge meget glade for den økonomiske håndsrækning fra Insero Horsens.
Det giver os en fantastisk mulighed for at iværksætte initiativer, som skal styrke skolernes strategiske samarbejde. I fællesskab får vi en unik mulighed for at sætte fokus på vores medarbejdere, som i morgendagens musik- og kulturskoler skal være klar på at indgå i nye typer samarbejder, og tilbyde undervisning i nye formater. Det bryder med tidligere tiders traditioner, og derfor kræver det en særlig indsats.
Med støtten kan vi nu sætte gang i to år med særligt fokus på vores medarbejdere. Målet er at gøre os til skoler, der både leverer undervisning af høj kvalitet til den enkelte elev og samtidig er attraktive kommunale samarbejdspartnere for institutioner indenfor kultur, sundhed og uddannelse.
Målsætningen er klar. Flere børn skal engagere sig og finde gode fællesskaber gennem musik, dans, drama og billedkunst, og skolerne forventer fra 2025/26 at nå samme niveau som før corona.
Insero Horsens støtter projektet med en bevilling på 236.000 kroner.
Thomas Larsen Späth, Leder på Horsens Musik- og Balletskole fortæller her lidt mere om projektet: