Er du en nysgerrig pige eller dreng, der skal i 5. eller 6. klasse efter sommerferien? Har du lyst til at lave noget sjovt og spændende med science? Så deltag i Junior Science Camp i uge 27.
Junior Science Camp er tre sjove og lærerige dage med forskelligt program hver dag – du er velkommen til at tilmelde dig 1, to eller alle tre dage. Vi forventer ikke, du ved en masse i forvejen. Det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lave sjove aktiviteter med science. Dagene er opbygget med både teori og øvelser men også tid til spisepause og leg.
Dag 1 d. 29/6 – Robotterne kommer
Har du nogensinde tænkt over, hvordan en robot kan bevæge sig? Kan man styre den med en fjernbetjening – og kan robotter egentlig spille fodbold?
Vi går på opdagelse i en spændende verden med robotter, bevægelse og kræfter. Vi prøver selv at styre robotter og ser, hvordan de kan få ting til at bevæge sig – også gennem luften!
Du kommer til at arbejde med seje Fable-robotter og LEGO Spike-robotter, hvor du skal bygge, programmere og eksperimentere sammen med andre.
Dag 2 d. 30/6 – Eksperimenter med fysik og kemi
Har du nogensinde undret dig over, hvordan lys kan lave sjove tricks? Kan man få noget til at se ud, som om det forsvinder i et glas? Og hvad sker der egentlig, når lys møder vand?
Vi laver spændende forsøg med lys, vand og forskellige materialer og opdager, hvordan verden nogle gange kan se helt anderledes ud! Der kommer til at være WOW-oplevelser seje eksperimenter.
Dag 3 d. 2/7 – Vandets vilde verden
Har du nogensinde tænkt over, hvordan man kan gøre beskidt vand rent igen? Kan man lave drikkevand af saltvand – og er vand mon elektrisk? Passer det at vand har kræfter, der kan bruges til at lave energi?
Vi går på opdagelse i vandets fascinerende verden. Vi bygger vores egne små rensningsanlæg og undersøger, hvordan havvand kan laves til drikkevand. Vi undersøger også vandets kræfter og om vand rent faktisk er elektrisk!
Se klip fra Junior Science Camp her:
Summer Science Camp
Summer Science Camp er fem fede dage, hvor du sammen med andre unge fra kommende 7. – 10. klasse bor på Bråskovgård Efterskole og laver spændende aktiviteter hver dag. Læs mere her.



